The Big Five på Sydfyn

Foto: VisitFaaborg Pressefoto

Afrika har sine "The Big Five". Danmark har "The Big Five" - og nu har vi "The Big Five" på Sydfyn.

Vi har hverken elefant, næsehorn, bøffel, løve eller leopard, men vi har fem andre fantastiske naturoplevelser, vi har været så frække at kalde de sydfynske "The Big Five".

1. Svanninge Bakker og Svanninge Bjerge blev dannet under den seneste istid, og er et nationalt geologisk interessant område, der med Det Sydfynske Øhav fortæller historien om områdets tilblivelse. Det anslås, at Svanninge Bakker besøges af mere end 300.000 gæster om året.

2. Øhavsstien er en 220 km lang vandrerute, der går igennem hele Sydfyn fra landsbyen Faldsled, med en afstikker til Faaborg i vest til Lundeborg i øst. Ned igennem Svendborg, over Tåsinge til Langeland og videre til Ærø. Kulturhistorie og øhavets historie kan du få via bogen "Øhavsstien".

3. Vandsport i et øhav af muligheder. Der er et hav af muligheder i Det Sydfynske Øhav, hvis du er til vandsport. Om det er for store eller små, kan du boltre dig i det våde element med venner og familie.

4. Ø-hop i Det Sydfynske Øhav. De små øer i øhavet kan besøges hele året med ordinære færger fra Faaborg, Svendborg og Langeland. I sommermånederne kan du på ø-hop besøge op til syv øer i op til syv dage, hvor catamaranen "Sea Hawk" indsættes imellem øer, der normalt ikke er forbundne. Det Sydfynske Øhav er verdens største oversvømmede istidslandskab, og der arbejdes på, at området bliver til UNESCO Global Geopark.

5. Havørred Fyn. Hvert år udsættes små ørreder i åer og vandløb, så de kan svømme ud i havet og vokse sig store til de mange inden- og udenlandskel lystfiskerturister, der hvert år besøger det sydfynske. Havørred Fyn er en mere end 30 års målrettet indsats for havørreden, dens levevilkår og for en bedre vandkvalitet.

Share Your Wonders on: